Mette Rem, Foredrag, Events og Workshops om Italien, Italiensk vin, opera, mode, design samt Italiensk erhvervsliv
Journalist Mette Rem, arrangerer Events og Foredrag om Italien
Forside Links Nyhedsbrev
Print

Artikel i Alt for damerne: Kærligheden fik hende ud – og hjem

En italiener fik hende til Italien, og en dansker trak hende hjem igen. Selvom kærligheden gjorde hjemrejsen lettere, oplever Mette Rem et stort savn efter sit italienske liv og har derfor gjort Italien til sin levevej herhjemme.

Af Marie-Louise Truelsen

Den klassiske historie. Hun tog til Italien i et år efter gymnasiet. Forelskede sig hovedkulds i landet - og i en italiener. Mette Rem griner selv højt, når hun fortæller det. Hun synes, at det lyder så banalt. Fascinationen viste sig at blive en længerevarende affære, og Mette tog til Italien igen under sit journaliststudium for at skrive speciale. Da hendes eksamen var i hus i 1992, tog hun atter flyet sydpå – til landet og kæresten, som hun ikke kunne undvære.

Mette gjorde sig ikke de store bekymringer over at flytte til et andet land. Det værste der kunne ske var jo, at hun måtte tage hjem igen. Fra Italien arbejdede hun som freelancejournalist for forskellige danske medier og var i otte år Politikens korrespondent i Rom.
-Det var et spændende tidspunkt at være i Italien på, for det var dér, hvor de store korruptionsskandaler begyndte at rulle, fortæller Mette. Ved siden af min freelancevirksomhed holdt jeg også foredrag om italienske forhold for danske skoleklasser og andre grupper.

Selvom Mette ser italiensk ud, har hun ikke en dråbe italiensk blod i årerne. Hun kunne stort set ikke tale italiensk, da hun tog til Italien første gang, men da hun tog derned anden gang, hvor hun både havde kæreste og arbejde, kom hun hurtigt efter det.
-I begyndelsen boede jeg i en lille by 30 km udenfor Rom, hvor alle kendte hinanden. Det var nemt at komme ind i den italienske hverdag, men det tog tid at få rigtige venskaber. Italienerne er åbne, men jeg kom jo ind i cirkler, der allerede var etableret og venskaber, der var skabt for mange år siden. Samtidig havde jeg som freelancer ingen kollegaer, så det var lidt svært.

Dansk kærlighed
Løsningen blev, at Mette flyttede til Rom i 1996, da forholdet til den italienske kæreste gik i stykker. Det var som at starte forfra igen. Mette fandt sig dog til rette og frem til 2002 nød hun arbejdet, landet, maden, menneskene og den italienske livsstil. Men så kom der en mand på tværs igen.
-Ja, det var kærligheden igen! Jeg havde hørt mange sige, at man efter ti år skal overveje, om man vil blive ude for altid, eller om man skal tage hjem. Ellers er det svært at vende tilbage. Udover den nærmeste familie og mine venner var der ikke noget i Danmark, der trak, så jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle. Men da jeg var hjemme på juleferie, mødte jeg Kenneth! Det var den store kærlighed, og jeg tænkte, at hvis jeg ikke rejser hjem nu, så kommer jeg aldrig hjem. Kenneth havde to store børn og et job, så det var ikke en mulighed, at han skulle flytte til Italien.

Mette vidste, at mange har problemer med at vende hjem til Danmark efter flere år i udlandet, men hun var så meget i forelskelsens rus, at hun regnede med, at det ville være relativt problemfrit for hende.
-Alligevel var det som at skulle starte forfra igen, og det tror man ikke. Man kommer tilbage til et land og en befolkning, som har ændret sig. Samtidig har man også selv ændret sig. Jeg skulle også starte helt forfra rent arbejdsmæssigt, for mit stofområde havde jo altid kun været Italien, og det kunne jeg ikke umiddelbart leve af i Danmark.

Italien som levevej
Mette har dog valgt også at gøre sit store kendskab til Italien til en del af sin levevej herhjemme. Det er en måde at bevare kontakten til det land, som hun stadig elsker og en måde, at holde sig opdateret hele tiden.
-Jeg laver events, arrangerer rejser og holder foredrag om Italien. For virksomheder, foreninger og private. Jeg holder selv foredrag om det moderne Italien og det politiske Italien, og desuden har jeg tilknyttet andre foredragsholdere, som fortæller om bl.a. italiensk opera, italiensk vin, mode og design. Meningen er, at man kan kombinere et foredrag med italiensk mad og vin og få en bid af det ægte Italien.

At holde fast i Italien rent arbejdsmæssig betyder meget for Mette. Det har hjulpet hende gennem nedturen ved at vende hjem.
-Det var jo en lidt speciel situation at vende hjem og hurtigt blive gift og få en datter. I begyndelsen overskyggede de glædelige begivenheder det svære i at komme hjem, så nedturen kom ikke sådan på én gang. Men når jeg hørte noget bestemt musik eller så noget i tv, så fik jeg sådan et nostalgiflip. Og det kan jeg stadig få. Jeg har et totalt savn til Rom – til bestemte restauranter og min gamle gade. Jeg får det sådan ”aj, nu skal jeg bare derned”, og jeg er der mindst et par gange om året. Jeg vil også holde sproget ved lige, for jeg vil ikke have, at det er et afsluttet kapitel. At jeg kan arbejde med Italien herhjemme gør, at jeg helt naturligt har noget med landet at gøre hele tiden.

Faktaboks:
Mette Rems gode råd til andre hjemvendte

  • Forbered dig på, at det kan være svært at vende hjem.
  • Tænk over, at landet og befolkningen har ændret sig. Og at du også selv har ændret dig.
  • Hold kontakten med dine danske venner undervejs, så du har et netværk, når du kommer hjem.
  • Lav en plads inde i dig selv til det land, du forlader. Hold kontakten og sproget ved lige.
  • Indstil dig på, at folk ikke synes, at det du har oplevet i det fremmede er så spændende. Folk gider generelt ikke at høre ret meget om det.
  • Finde ligestillede – andre, der har været ude. Helst nogen, der har boet i det samme land som dig selv. Del din interesse for landet med dem.
  • Lad være med at sammenligne de to lande så meget. Husk også at sætte pris på de gode ting i Danmark og vær positiv.
  • Lad være med at tale så meget om det dårlige klima i Danmark!
  • Tænk over, hvad det var, du savnede i Danmark, da du var ude.
  • Find kulturelle sammenhænge mellem Danmark og det andet land. Og tag en lille bid af landet med hjem i form at f.eks. mad, film eller musik.

Blå bog:
Navn: Mette Rem
Alder: 39 år
Uddannelse: Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole
Job: Freelancejournalist. Foredragsholder og eventmager, www.metterem.dk
Privat: Gift med Kenneth, som hun har datteren Klara på 3 ½ år med

Mette Rem · Parkvej 28 · 4800 Nykøbing Falster · Tlf. 2538 2581 · info@metterem.dk

Webdesign og Open Source CMS leveret af NDDCMS